26 uger på Skærgården 2016/17 – Camilla Lyngsie Morsing, 24 år

Camilla

collage_camillaJeg valgte at tage på højskole for at give mig selv en pause og blive afklaret omkring uddannelse og studier, samt arbejde på vægttab og en livsstilsændring.

Opholdet har virkelig givet mig energien og glæden tilbage. Jeg følte ret hurtig, at jeg fandt tilbage til mig selv og begyndte at sprudle. Derudover har jeg undervejs tabt 24 kg. Jeg har fundet ud af, at en livsstilsændring ikke behøver være træls og kedelig. Man kan godt leve sundt og tabe sig uden at være på slankekur.

I forhold til valg af studie-retning er det gået op for mig, at bare fordi jeg kan og har evnerne, er det ikke ensbetydende med, at jeg skal. Det er blevet mere vigtig for mig at være i noget, hvor jeg er glad hver dag og ikke skal kæmpe.

Det sociale liv på skolen har været med til at skabe trivsel for mig. Jeg synes, der har været en dejlig stemning, der nok skyldes, at vi er mange generationer samlet, som kan bidrage positivt til hinanden på kryds og tværs. Samtidig har der været plads til, at vi unge har kunnet finde sammen i en gruppe og skabe et fantastisk sammenhold.

Fagene har suppleret hinanden rigtig godt, hvor vi er kommet omkring kost, motion, trivsel og den mentale del. Undervisningen har været helt fantastisk og har hjulpet mig i mine beslutninger. Jeg har også været glad for de kreative fag, som er afslappende, hyggelige og supplerer trivselsfagene rigtig godt. Jeg har gennem de kreative fag opdaget nye sider af mig selv.

Området omkring højskolen er helt fantastisk. Der er mulighed for dejlige gåture på de mange skovstier og gå ruter.  Søen bidrager til, at man kan finde ro og stresse af. Så jeg har virkelig nydt naturen, dens farver og alsidighed.

Det fungerer rigtig godt, at vi bor i huse med ca. 14 elever. Det er hyggeligt og trygt, at man har et tilhørsforhold til huset og eleverne man bor sammen med. Samtidig er det dejligt at have sit eget værelse med bad og toilet, som man kan trække sig tilbage i.