Skærgårdens Retrætehus

Retræteophold i naturskønne omgivelser

På Højskolen Skærgården har vi indrettet et retrætehus, hvor det er muligt at bo i en kortere periode.

Formålet er at give mennesker mulighed for en ”helle” i hverdagen, en lille oase, hvor der er fred og ro, midt i skøn natur. For nogle kan det handle om at finde ro til en koncentreret arbejdsopgave, en skriveopgave eller lignende. For andre er det måske behovet for ro til at tømme sindet for tanker eller blot lade tankerne flyde frit, så nye tanker kan få lov at spire. Her er der tid og rum til eftertanke og refleksion, til at finde ny energi og blive opmærksom på det nye, der vokser frem.

Huset ligger på højskolens område, og det er muligt at følge højskolens måltider – tre hovedmåltider og tre mellemmåltider. Skærgårdens mad er enkel og lavet med stor kærlighed. Ikke mindst er der altid fokus på sundhed med masser af frugt, grønt og fuldkorn, samt vegetarretter, fisk eller magert kød. Alle måltider foregår i spisesalen og hovedmåltiderne er kl. 8, 12 og 18.

Retrætehuset er indrettet med fire værelser, der deles om badeværelse og gæstetoilet. Der vil dog ofte kun være en enkelt eller to i huset ad gangen. Der er desuden en hyggelig opholdsstue og et køkken, som frit kan bruges.

Værelserne er indrettet med seng og skrivebord/arbejdsplads. Der ligger sengetøj og håndklæder på værelset, og man skal selv lægge linnedet på – på ægte højskolemanér.

Retrætehuset og højskolen ligger midt i smuk natur med egen badesø og med skoven lige udenfor vinduet, så der er rig mulighed for at få ladet batterierne op. Der er masser af dejlige gå-eller løberuter. Hvis der er højskoleaften med foredrag eller lignende, er det naturligvis muligt at deltage i dette.

Prisen pr. døgn er 475 kr. inkl. sengetøj og alle måltider. Der er trådløst netværk i huset.

Hvis du er interesseret i et ophold i retrætehuset, skal du sende en kort ansøgning til forstander Vibeke Lundbo på mail: vibeke@hjsk.dk, hvor du skriver lidt om formålet med opholdet.

Om Højskolen Skærgården:
På højskolen er der mellem 55 og 60 elever, der alle er voksne mellem 18 og 80 år. De er på længerevarende ophold, fra seks uger op til et halvt år. De kommer for at leve sundt, måske tabe sig, arbejde med sig selv, finde styrken til at skabe positive forandringer i livet og fremfor alt komme til at trives bedre.

Udtalelse

Jeg fik muligheden for et 2-ugers "retræte"-ophold i juni 2017 på Højskolen Skærgården. Formålet med opholdet var, at finde ro fra omverdenen til at fokusere på mig selv og genoptage mit afgangsprojekt uden de daglige gøremål samt andre distraktioner.

Opholdet på Skærgården var startskuddet til selve skrivefasen i projektet, da jeg i månederne forinden havde indsamlet data, materialer, afholdt forskellige møder og interviews m.m. Tidspunktet for opholdet var altafgørende for det videre forløb, fordi jeg havde opgivet at gøre projektet færdigt inden opholdet, af flere årsager. Efter vejledning af Klaus (højskolelærer) fik jeg genfundet noget af motivationen.

I en intens periode, som det var under mit bachelorprojekt, var det vigtigt for mig at vedholde en omstændighedsvis sund livsstil, ved at der var sørget for sund, nærende og varieret kost. Derover var der motionsfaciliteter både som selvtræning og sammen med andre var lige uden for døren, som jeg flittigt benyttede. Da arbejds- og skriveprocessen til projektet var ret ensomt, var det afgørende for mig at få kontakt med andre når jeg havde brug for det, og efterfølgende trække mig tilbage til at fokusere på opgaven.

Opholdet på Skærgården gjorde, at jeg kunne finde motivationen til at arbejde på projektet i de efterfølgende mange uger. Forløbet endte med, at jeg afleverede en 100-siders rapport og forsvarede mit bachelorprojekt. Det endelige resultat er over forventning, og jeg er nu færdiguddannet ingeniør anno 2017.

Jeg vil til dels takke Højskolen Skærgården og ikke mindst højskolelærer Klaus, for at have hjulpet mig godt på vej til det jeg har opnået i år.

"Anonym"

IMG_9110
IMG_9108
IMG_9116

Vil du gerne vide mere om Højskolen Skærgården?

Du er altid velkommen til at kontakte os for nærmere info