At være i en livsovergang

Jeg var på et tre måneders ophold på Skærgården i foråret 2018. Det viste sig at få stor betydning for mig i livsovergangen fra et karriere arbejdsliv til en seniortilværelse.

Jeg hedder Anne Marie. Jeg er universitetsuddannet og har gennem mange år arbejdet som konsulent på mange forskellige arbejdspladser. Mit konsulentområde er psykisk arbejdsmiljø, ledelses- og organisationsudvikling. Jeg var rigtig glad for mit arbejde og fungerede som en fisk i vandet. Jeg var en vellidt og eftertragtet konsulent og brændte for de opgaver, jeg varetog.

Alligevel sagde jeg min stilling op pr. 1. september 2017. Jeg blev 65 år i efteråret 17 og havde et års tid forinden besluttet mig for at stoppe min ansættelse i sommeren 17. Hvorfor nu det? Jo, jeg oplevede, at mit arbejde tog meget af min energi, og at det betød, at jeg var for træt til resten af mit liv. Og jeg ønskede også at stoppe, mens jeg var på toppen som konsulent.

Jeg havde ikke planlagt, hvad der så skulle ske – jeg glædede mig til at kunne leve spontant. Jeg startede med at være i feriestemning: Jeg tog på en måneds vandre- og opholdsferie i Montenegro, jeg sejlede i min sejlbåd og nød bare at holde fri. Tænkte, at når jeg kom lidt længere frem, ville jeg komme til at kede mig. Og så ville jeg sætte mig ned og finde ud af, hvad jeg ville med mit liv.

Midt i november blev jeg pludselig ramt – ikke af kedsomhed – men af stor frustration og rastløshed. Jeg følte, at jeg sad fast i et hul og manglede udfordringer. Jeg var ked af det, og jeg vidste ikke, hvad det handlede om. Velmenende mennesker omkring mig havde mange gode råd til ´tilbud og aktiviteter´, jeg kunne melde mig til og gå tid. Og jeg blev virkelig provokeret, når folk spurgte: ”Kan du ikke få tiden til at gå? ” Jeg fik det sådan: Jeg skal IKKE have tiden til at gå – jeg skal leve et virksomt liv med kvalitet!

Jeg har en dejlig søn, som med stort udbytte har været elev på Skærgården i to omgange. Og han sagde: ”Mor. Du skal tage på Skærgården og finde ud af at blive glad for dit liv”. Jeg tænkte: ”Hmm – nej – jeg finder selv ud af det”. Han blev ved med at insistere, og det endte med, at jeg blev elev på Skærgården januar 2018.

Det blev 3 måneders intensiv personlig udvikling, hvor jeg fandt ind til mig selv. Jeg fandt ind til mine personlige værdier:

• Jeg fandt ud af, at jeg jo bare stortrives i meningsfuldt samvær med andre mennesker, hvor vi fordyber os i livet med alle dets facetter. Det er det, der har været drivkraften i hele mit arbejdsliv, og det er jeg nu i gang med at finde i nye sammenhænge og i mindre målestok. Jeg arbejder lidt som freelance konsulent med de opgavetyper, jeg brænder specielt for = plukker kirsebærrene. Sammen med et andet engageret menneske er jeg undervejs med at udbyde et udviklingsforløb rettet mod mennesker, der står i livsovergange fra arbejdsliv til seniortilværelse. Og jeg er blevet aktiv medlem af frivillig organisationen Seniorer uden grænser, der arbejder med udviklingsprojekter i den tredje verden.

• Samtidig med, at jeg har fundet ind til mit engagement, har jeg også fundet ind til en indre ro. En ro som giver plads til bare at være. En ro til at være mig og til at åbne mig og mine sanser for verden, naturen og alle de dejlige mennesker, jeg omgives af. På Skærgården blev jeg bevidst om nogle personlige handlemønstre, der bandt for meget negativ energi. Dem er jeg godt i gang med at slippe. Jeg har i stedet i bred forstand fokus på nærvær, kærlighed og meningsfuldhed.

Jeg troede, at jeg skulle på Skærgården for at finde ind til hvilke hobbybetonede aktiviteter, jeg skulle fylde mit fremtidige liv med – men sådan gik det ikke. Jeg har fundet ud af, hvilke motionsformer, der gør mig glad – især vandreture. Og jeg har fået skabt mig nogle nye nære relationer, som jeg nyder nu at fortsætte kontakten med. Men det allervæsentlige udbytte er: Jeg har fundet frem til en personlig guideline for, hvordan jeg nu skal leve et autentisk liv i overensstemmelse med mig selv. Jeg er kommet meget tættere på mig selv, og hvem jeg er.

En oplevelse for livet.

Jeg startede på Højskolen i februar 2017.
Kvinde 55 år gammel, vægt 150 kilo, træt af livet og fyldt med sorg over tabet af min mand igennem 35 år og med hele mit livs fundament smadret. Jeg var lige så udtjent som en gammel Skoda.

Jeg have tilmeldt mig et 6 ugers ophold. Jeg skulle blot have et lille los bag i og så var jeg klar til at fortsætte vægttabet derhjemme.
Der tog jeg i den grad fejl. Vægten og motionen var det nemmeste for mig og maden var lækker og sund. Kiloene raslede af i et fint tempo.

Men der var bare ingen kontakt imellem min krop og min mentale tilstand, det gav sig udslag i angst. Jeg kunne ikke mærke min krop og var ikke i stand til at meditere el. lign.

Alle elever på skolen har fast en ugentlig samtale med en kontaktperson, men da jeg havde det skidt var de behjælpelige med at anbefale en dygtig psykoterapeut. Der gik jeg i en periode.

Mit ophold på højskolen kom derfor til at tage 7 måneder, dog med en pause i sommerferien. I starten gik dagene med Trivsel 1, Overvægtens psykologi, Kost og Sundhed, Mental Sundhed, Liv og Læring, Soft gymnastik, kreative fag og meditation.

Fast ugentlig vægtkontrol ved Klaus, der selv har prøvet at kæmpe med overvægt, hvilket er et stort plus.

Som ugerne gik rykkede jeg mig vægtmæssigt og mentalt, det sociale liv på skolen var fantastisk, mange skønne kammerater, grin, gråd, latter og nye folk kom og andre rejste.

Men hvis jeg skal koge essensen af opholdet ned til en koncentreret masse af det bedste, så er der især en helt særlig flok undervisere, der titter frem. Deres fag har rykket alt for mig, de har givet mig livslysten tilbage. Fag som Sjælerejser (kunstterapi), Spiritualitet i hverdagen, Stjernestunder, Meditation (jeg fik det lært), Body and Mind, Livsudfoldelse, Keramik (raku), læder og verdens bedste stole Soft (der kan praktiseres uanset skavanker og vægt.
I gav mig troen på, at jeg kunne dyrke motion, at jeg havde mange kreative talenter og at jeg var god nok. Og at jeg strålede når jeg var i balance.

I den proces jeg har gennemgået har alt gået op i en højere enhed, det ene kan ikke udelukke det andet: det mentale, det musiske, motionen, det åndelige, kreativiteten og forløsningen det endelige "produkt" udført i en kreativ proces og manifesteret i et maleri, skulptur eller i en meditation.

De svære ting finder sin plads, noget forsvinder og andet forgår og noget nyt og smukt spirer frem.

Den 4. november vil jeg træde ud i virkelighedens verden igen 50 kilo lettere og jeg er klar til at grave ud til et nyt solidt fundament i mit nye liv.

Af hjertet tak til Højskolen Skærgården.
De hjerteligste hilsner Cellina

Lene - elev på Trivselslinjen

I sensommeren blev der varslet fyringer på min arbejdsplads. Jeg var en af de medarbejdere ”der blev udvalgt” til fyring. Efter 33 år på arbejdspladsen var det noget af et chok at få. Jeg blev selvfølgelig dybt ulykkelig og meget trist. Efter at have sundet mig et par dage blev jeg klar over, at der skulle ske noget for at komme videre. Hvad skulle jeg nu finde på? Min mand og jeg vendte mange ting og til sidst kom han med ideen – ”Du har altid haft lyst til at komme på højskole!” ”Ja,” tænkte jeg: ”hvorfor ikke?”

Efter at have studeret mange muligheder endte jeg med at vælge ”Skærgården”, og det har jeg ikke fortrudt.

Her var de fag og muligheder jeg havde brug for. Motion på det niveau jeg kunne tænke mig, få nye madvaner og sparring til at komme videre efter fyringen.

Det er jo herligt at starte dagen med en times gåtur i den skønne natur omkring højskolen sammen med andre. Efter turen er der morgenmad. Grød, frugt, boller, rugbrød, pålæg og hvad du ellers har lyst til. Maden er fristende og sund. Mellemmåltiderne til den lille sult er her også. Vi får 6 måltider om dagen – skønt!

Vi har timer/undervisning i løbet af dagen. Her er der mulighed for at blive klogere på livet – både ens eget og de andre kursisters. Vi undervises omkring vægt, og de aspekter, der er når man ønsker varigt vægttab – altså en livsstilsændring. Vi har masser af motion og kreativt værksted. Der er altså mange muligheder – det er bare om at gribe dem.

Som elev har jeg lært meget om mig selv. Jeg er blevet glad igen og kan atter se lysere på tilværelsen. Fået nye kostvaner og har også tabt mig XX kg. som bonus.

Hvis du har brug for et skub i den rigtige retning både kostmæssigt og personligt, vil jeg ikke være i tvivl om at tage på højskole – og Skærgården er et godt valg.

Efter 6 uger er jeg nu klar til at komme hjem og gribe de udfordringer, som der kommer fremover. Jeg sover ikke så meget mere, står tidligt op og er frisk, som jeg ikke har været længe. Det er som at ”få livet igen!”

I forbindelse med at Lisbeth skulle afslutte sit 13 ugers ophold på højskolen, sagde hun ja til at fortælle os sin historie, som forhåbentlig kan være til inspiration for andre. Lisbeth hørte om højskolen fra en veninde, der havde været på et langt ophold, men alligevel var hun meget i tvivl, om hun ville være i stand til at være højskoleelev med alt hvad det indebærer af skema og undervisning, forpligtelser, socialt samvær med mange mennesker og meget mere.

Lisbeth fortæller selv
”Jeg er 39 år, førtidspensionist og single.

Jeg har problemer med angst, manglende selvtillid og tillid til andre mennesker, undgåelsesadfærd og ensomhed. Jeg har altid været den meget stille pige og har ikke rigtigt turdet være med til noget. I mange år har jeg følt mig forkert og kasseret, som den de andre ikke gider, og den der ikke kan noget. Jeg har godt kunnet snakke om løst og fast med andre mennesker, men jeg har ikke turdet knytte tættere relationer med nogen. Jeg har haft mange nederlag, og er først flyttet hjemmefra som 32 årig. Selvom jeg har arbejdet meget med mig selv, siden jeg var først i tyverne, har jeg alligevel haft perioder, hvor jeg har været meget tæt på at opgive livet.”

Lisbeth valgte derfor at besøge højskolen, inden hun tog beslutningen. Det var med sommerfugle i maven, men besøget blev et vendepunkt, for snakken og det at se stedet og møde nogle af de andre elever fjernede – ganske uventet – al angst og bekymring for det nye.

Selve opholdet varede tre måneder og blev med Lisbeths egne ord en rigtig god og vigtig oplevelse for hende. Bl.a. var det vigtigt at opleve sig selv som ikke-syg og at indgå i fællesskabet på lige fod med de andre elever, blive accepteret på trods af fortid og sygdom og set på som et helt ”almindeligt” menneske.

Lisbeth fremhæver, at det gode miljø, som skabes af både medarbejdere og elever, og åbenheden på skolen generelt har gjort det rart og nemt at være på højskolen. En vigtig del af højskoleånden er, at der er fokus på det gode, og at det negative bliver vendt til noget positivt. Og så betyder det rigtig meget, at der er elever i alle aldre og af begge køn, samtidig med at der er plads til meget forskellige personligheder.

Lisbeth har været elev på trivselslinjen og har derfor sammensat sit personlige skema med fokus på trivselsfagene. Det har fået mange ting til at falde på plads, så hun kunne begynde at kigge fremad og opbygge troen på fremtiden og ikke mindst tilliden til andre mennesker.

Lisbeth fortæller selv:

”Jeg har turdet gå ud over mine egne grænser, ind i mine følelser og ind i det der er svært for mig, fordi at jeg har vidst, at uanset om det var i undervisningen eller i fritiden, så ville der være én, der kunne hjælpe mig videre – uden at der ville blive set skævt til mig. Jeg har flere gange fået at vide, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde brug for hjælp. Det har givet mig rigtig meget tryghed og mod til at arbejde med mig selv. Jeg tog fra højskolen med en følelse af større styrke og frihed.”

Lisbeth fremhæver i øvrigt de gode samspil mellem trivselselever og livsstilselever: ”Inden jeg startede tænkte jeg nemlig over, om livsstilseleverne ville fylde for meget i mit ophold. Men det har slet ikke været tilfældet. Tværtimod har vi kunnet lære meget af hinanden, trods vores forskellige problematikker.”

Lars: 6 uger på Trivselslinjen

Efter en periode med stress og sygemelding var Lars klar over, at han trængte til rekreation og et vigtigt element var at forlade de vante rammer derhjemme, komme ud i naturen og så møde nye mennesker. Som stressramt havde Lars efterhånden mindre og mindre mentalt overskud, og der var samtidig underskud på den sociale konto. En naturlig følge af stress. Det skulle der vendes om på, og i samarbejde med Jobcentret valgte Lars et 6-ugers selvvalgt kursus på Skærgårdens trivselslinje.

Han fortæller om forløbet:

Da jeg ankom til højskolen var jeg i en situation, hvor ”harddisken” virkelig var fyldt op, og jeg magtede ikke selv at rydde op i det mentale lager. Men dét har de forstand på på højskolen. Lige fra de første samtaler og undervisningstimer, blev jeg udfordret til at træde et skridt tilbage og se både mig selv og mine omgivelser på en ny måde. I stress-situationer bliver man nemt låst fast i gamle mønstre, men her fandt jeg ud af at spørge mig selv: Hvad kan jeg ellers gøre i denne eller hin situation?

Morgensangen var helsebringende, og når vi blev sendt ud på en walk-and-talk var det som at blive inviteret ind i noget helt specielt. Vi fik nogle meget meningsfulde spørgsmål at arbejde med, og også dét at høre andres historier, gav mig nye indsigter. Det var som at komme i boldkontakt med sit indre menneske.

Jeg mærkede tydeligt forskellen, da jeg undervejs blev ringet op hjemmefra: min trailer havde været udsat for hærværk. Hvor jeg før ville have reageret med ukonstruktiv vrede og frustration, formåede jeg at tænke: OK. Kan jeg gøre noget ved det, og hvis nej, hvad gør jeg så? Normalt ville jeg være kommet til at hænge fast i frustrationen, men her kom jeg videre uden en masse negativ energi.

Hjemme igen og hvad så?

På den måde har jeg fået en masse værdifulde indsigter, som jeg arbejder videre med herhjemme. Ikke mindst har Pia, som underviser i Billedmagi, fået mig til at få øje på et talent, jeg måske har for at arbejde med linoleumssnit. Og det betyder virkelig noget for mig. Da jeg kom hjem, havde jeg modet til at opsøge en kunstner i mit lokalområde og vise hende mit arbejde. Og hun har bedt mig om at komme igen, når jeg har nye materialer, så hun kan hjælpe mig videre i processen. Pia ramte den kunstneriske nerve, som jeg ikke vidste fandtes i mit liv. Så nu har jeg en niche, hvor jeg kommer fuldstændig i flow og glemmer tid og sted omkring mig. Og som giver mig ny energi til at tackle de udfordringer, som selvfølgelig bliver ved med at dukke op.

Jeg fortsætter også med mine morgen-gåture. Desværre har jeg endnu ikke fundet nogen at gå med, så det bliver kun ”walk” og ikke så meget ”walk-and-talk”……. Og så alligevel: De mange gode spørgsmål og sætninger fra højskolen, er stadig gode at diskutere med sig selv.

En lille forvandlingshistorie

Jeg tænker ofte på H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”. Jeg var virkelig begyndt at opfatte mig selv som den grimme ælling. Og selvom jeg bestemt godt kunne have brugt mere tid til mig selv, oplever jeg alligevel efter seks uger på højskole at flyve derfra som en svane. Nu ser jeg positivt på mig selv og mit liv.

Gensynsweekenden i maj

Jeg er allerede nu inviteret tilbage på besøg på højskolen, fordi min billedkunstlærer selv holder fernisering. Og så glæder jeg mig desuden allerede nu til gensynsweekenden i maj måned, hvor vi er inviteret til årsmøde i højskolens vennekreds.

Mit ophold på Skærgården
Af Jette Lyhne

En søndag eftermiddag i starten af januar ankom jeg til Skærgården med min cykel og oppakning og spændte forventninger. Jeg skulle være elev i 12 uger på Trivselslinjen. Jeg fik en nøgle og tjekkede ind i Hus C, mens mørket allerede var ved at falde på.

Kl. 18 skulle jeg ned i spisesalen og have mad og se det første glimt af de andre. Jeg forestillede mig et højskoleophold med en masse træning i gymnastiksalen og ude i det fri. Og jeg glædede mig til at synge hver morgen i bedste højskoletradition – det var mit første højskoleophold, selv om jeg havde haft lyst til det, siden jeg var ung.

For mig var undervisningen også vigtig, jeg havde jo meldt mig til Trivselslinjen, så jeg havde en forestilling om, at der ville være plads til fælles refleksion over livets udfordringer. Men selv om jeg havde set på hjemmesiden, at der var fag som ”Eksistens” og ”Livskundskab”, så havde jeg kun en vag idé om, hvordan det ville blive.

Skolen har tre linjer: Unge, livsstil og trivsel. Den første dag blev vi præsenteret for hinanden og spurgt, hvorfor vi havde besluttet os for et ophold på Skærgården. Livsstilsfolket syntes at være de fleste, og de havde klare, målbare mål om, hvor mange kilo om ugen, de ønskede at tabe sig. De fleste af de unge skulle også tabe sig, men ville samtidig få støtte og vejledning til at komme videre med uddannelse og job.

Vi, der havde valgt Trivselslinjen, var mindre konkrete og havde ikke målbare mål med opholdet. Vi havde måske haft stress, nogle havde haft en depression, og så ville de fleste af os også gerne i form og tabe 10-15 kg, hvis det kunne lade sig gøre. Det var også min melding. På alle tre linjer var der desuden mange, der kæmpede med sygdomme, sorger, ensomhed, træthed eller ”bare” lavt selvværd.

Skolen blander eleverne fra de tre linjer i motionstimer, fællesfag og kreative fag. Derudover kan man så vælge at følge forskellige fag som fx ”Overvægtens psykologi” og ”Krop og kost” eller ”Trivsel”. Så pludselig travede jeg en tur med en 20årig eller spillede hockey med en skøn blanding af unge og voksne. Vi delte tanker om livet eller om det motiv, vi havde på vores lærred. Vi snakkede, vi havde det sjovt – og jeg behøvede ikke være ”forældre”.

I begyndelsen følte jeg mig meget privilegeret, fordi nogle havde haft langt større modgang i tilværelsen end mig. Jeg har en dejlig familie, vi er alle sammen raske, jeg har haft et spændende arbejdsliv, og nu får jeg efterløn og kan gøre, hvad jeg vil, tage på højskole fx.

Ok, alt var dog ikke rosenrødt, heller ikke for mig. Da jeg var i midten af halvtredserne gik jeg – som så mange andre – ned med stress og en efterfølgende depression. Jeg mistede mit gode arbejde, og de sidste fem år af mit arbejdsliv var en hård kamp. Efterlønnen frelste mig fra at gå ned igen. Da jeg forlod arbejdsmarkedet som 60årig var det en stor befrielse, men også en stor omstilling, som kom noget tidligere, end jeg havde forestillet mig.

Da jeg skulle i gang med min tredje vinter som efterlønner var det begyndt at gå op for mig, at aftenskolekurser ikke kunne udfylde mit nye liv. Jeg var begyndt at se mere fjernsyn, spise mere og føle mig mere træt, og vinteren virkede uoverkommelig. De to første år opretholdt jeg et motionsprogram, men jeg var ved at gå i stå. Jeg havde også søvnproblemer, og kroppen blev stædigt ved med at ”huske” sin stresstilstand.

Jeg havde en ubestemmelig følelse af, at jeg havde brug for i en periode at blive løftet ud af mit hverdagsliv, som var ved at blive lidt for ”lille”. Så begyndte jeg at kigge efter højskoler på nettet. Men livsstilshøjskoler og pensionisthøjskoler var ikke det, jeg søgte.

En enkelt højskole skilte sig ud: Familiehøjskolen Skærgården, på kanten af heden, syd for Herning. Dét med heden lød godt. Det med ”familiehøjskole” lød måske ikke helt som mig: en 62årig stress-slidt efterlønner ”under rekonstruktion”.

Men de tilbød en Trivselslinje med start allerede den 8. januar. I den ellers så trælse vintertid i januar og februar.

”Er du i en fase af dit liv med forandringer”, stod der – ja, det var jeg da i høj grad. Der blev endda nævnt overgangen fra arbejdsliv til seniortilværelse. Jeg følte mig straks omfattet. Da jeg så, at der var motion og bevægelse, ude og inde, hver eneste dag, vidste jeg, at det var mig.

Nu – efter 12 uger - kan jeg konstatere, at alle mine forventninger er blevet opfyldt, plus nogle flere, som jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg har gået 25 km to gange, cyklet mange dejlige ture, malet mit livs bedste billeder og lært nye, gode sange. Jeg har fået gode og holdbare kost- og motionsvaner, og jeg sover dejligt om natten. Jeg har fået – og givet – inspiration, venskab og anerkendelse fra og til vidt forskellige mennesker, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Jeg er blevet overrasket igen og igen over at møde seje, kloge og ukuelige mennesker, også når jeg ikke ventede det. Mine fordomme har ikke overlevet mødet med virkeligheden. Gyldne stunder har jeg haft, med bondekonen fra Viborg, frisøren fra Næstved, skibskokken fra Marstal og bageren fra Skjern. Med pensionister fra min egen generation og med unge på alder med mine børn. Med mennesker med mærker på krop og sjæl fra jobbet, krigen eller trafikken, eller selve livet.

Dette menneskelige fællesskab, skolens unikke rummelighed og den helt utrolige stab, som arbejder på skolen, har gjort det muligt for mig at mærke kernen i mig selv. Dét, som er mig, når jeg ikke udfylder roller i arbejdslivet og i familien. Jeg har opdaget, at jeg er både stærkere og svagere, end jeg troede og vidste, og på andre måder, end jeg var klar over.

I tre måneder har jeg haft mulighed for at arbejde med alt det i mig selv og i fællesskabet, i undervisningen, motionen og de kreative aktiviteter, som giver energi, glæde og lyst.
Ja, trivsel.

Og så er jeg da for øvrigt blevet 20 cm mindre omkring taljen! Juhuu!

Højskoleophold - Lene Jacobsen

Inden højskoleopholdet var jeg gået ned med stress eller det vil sige det erkendte jeg ikke på det tidspunkt - jeg var “sygemeldt” i 14 dage og fik lidt psykologhjælp og så sprang jeg ellers på hesten igen. Jeg var jo ansvarlig for en arbejdsplads med 350 medarbejdere og kunne ikke være den som var sygemeldt. Jeg skulle bare lige tage mig sammen, så blev det nok godt igen.

Som året gik, forsvandt mit engagement og min motivation mere og mere dag for dag. Jeg havde ellers aldrig været ked af at skulle på arbejde - pludselig skulle jeg virkelig hive mig afsted. Alle mine kræfter gik til at være på arbejdet, og jeg holdt op med at dyrke motion og var ikke meget værd derhjemme.

Så i slutningen af året havde jeg bare lyst til at løbe langt væk - væk fra alting - ud på en øde ø og gemme mig. Nå men hvor finder man sådan en øde ø? Jeg gik igang med at søge på nettet og faldt så over Højskolen Skærgårdens hjemmeside. Her kunne jeg læse, at man kan få et 6 ugers ophold på enten trivsels- eller livsstilslinien. Ja uden motion og med stress i kroppen var der jo også røget nogle kilo på, og her kunne jeg så få gjort noget ved det fysiske. Derudover var det jo overskueligt at bede om 6 ugers orlov - det svarer til en lang ferie, hvor tingene på arbejdet kan uddelegeres så længe. Alt i alt så måtte dette være mit bud på en øde ø. Mit mål for opholdet var at få min negative cirkel vendt til en positiv - dvs. ved at få gang i god kost og motion ville jeg få mere energi til arbejde og familie igen.

Jeg fik alt arrangeret - fik orlov, fik tilmeldt mig til perioden i april/maj og fik gjort klart på arbejdet. Jeg var meget spændt på hvad det var for en type mennesker, jeg skulle være sammen med. Jeg kender jo ingen i min alder (46 år), som tager på højskole.

Jeg blev kørt til højskolen påskesøndag med en taske tøj og min cykel. Der var samling i spisesalen, og vi kiggede alle nysgerrigt på hinanden. Hurtigt kunne jeg se at der var der ihvertfald nogle stykker i min egen alder. Jeg blev indkvarteret i hus B, fik tilknyttet en kontaktlærer og ret hurtigt lavet mit personlige skema for ugens undervisning. En rigtig god blanding af teori, praktik og ikke mindst tid til bare at være mig. Mit fokus var helt klart på kost og træning, så der kunne vises et vægttab.

Hvordan gik det med mit vægttab?

Jeg tabte mig, men det jeg fortæller om fra højskolen i dag er timerne, hvor vi drøftede trivsel, morgensangen, gåturen, turen i teatret, foredragsaftenerne, mindfullness. En ny verden åbnede sig for mig, og i slutningen af opholdet havde jeg det så godt fysisk og psykisk at jeg var helt på toppen. Min datter sagde “Mor jeg tror du har fundet dig selv”, mine venner sagde “gløden i dine øjne er kommet frem igen, hvor ser du glad ud”.

Hvem er det så der tager på højskole?

Vi hørte hinandens historier og årsager til at komme på højskolen. Det viste sig, at vi stort set var inden for 3 kategorier:

Årgang 20+ som ikke helt har fundet ud af, hvor livet skal gå henad.

Årgang 40+ som af mange forskellige årsager trænger til at få batteriet ladet op.

Årgang 60+ som skal have fundet en ny form på livet efter arbejdslivet er slut.

En forrygende blanding af mennesker som alle kunne give hinanden noget. Mennesker som kom ind ad døren med let bøjede hoveder og som tog derfra med højt humør og livsglæde. Alle burde give sig selv en periode i livet hvor de kigger indad og mærker efter. Det har for mig været den bedste investering, jeg nogensinde har lavet.